|  Login
Du er her  image  Mine bøger    Blodets Bånd serien
17. oktober 2018

Blodets Bånd

De enkelte bøger
Blodsøstre #1
Hyænelatter #2
Kampbrødre #3
Følgesvenden #4
Heksekunst #5
Forfald #6
Et bind 7 og 8 forventes at afslutte serien

Ideen
Jeg havde vist aldrig troet, at jeg skulle skrive en vampyrroman. Som barn og teenager havde jeg læst nogle stykker, men der var noget ved dem, jeg ikke rigtigt kunne lide. Jeg tror, det var fordi, vampyrerne var så dystre og farlige. Måske var jeg bare bange for dem.

Så gik der en del år, og den paranormale bølge kom med Twilight og andre vampyrromaner. Jeg kan godt lide paranormale romaner med varulve, vampyrer, hekse. Spænding mikset med kærlighed og parallelle verdener - det er lige mig. Men jeg havde nu stadig ingen planer om, at jeg skulle skrive en vampyrroman.

I 2009 faldt jeg over ordet "blodsøstre", og min hjerne associerede på det: Blodsøstre ... blod ... søstre ... vampyrer ... kvinder ...
En slags familie bestående af kvindelige vampyrer? Som holdt mænd på afstand?

Der var ikke meget i ideen, men jeg skrev den ned. Og mine notater kunne sikkert have ligget urørt hen endnu, hvis ikke min redaktør i oktober 2010 spurgte, om jeg havde tænkt på at skrive en vampyrroman? Jeg kunne ikke lade være med at overveje det, og jeg huskede den lille stump ide. Det var da altid et sted at starte.

Udvikling af ideen
Der var ingen handling i ideen, andet end at hovedpersonen muligvis forelskede sig i en mand, hvilket resten af familien ikke ville bryde sig om. Altså, jeg havde ingen grundide andet end en familie bestående af kvindelige vampyrer ... så hvad kunne jeg have lyst til at skrive om? Jo, måske noget der var sket i fortiden, som havde indflydelse på nutiden ... Derfra byggede jeg på med handling, personer og mulige handlingstråde.

Man skulle tro, at mine personer bare havde ligget på lur og ventet på muligheden, for da jeg først begyndte at lege med mulighederne, eksploderede ideen og i løbet af ganske kort tid havde jeg skrevet mange siders notater med baggrundshistorier, personernes mål og indbyrdes forhold.

Og det fortsatte. Alle Blodets Bånd-bøger er skrevet meget hurtigere end nogen af mine andre bøger. Jeg har naturligvis heller ikke skulle sætte mig ind i en ny verden, nye personer og ny handling hver gang, jeg er påbegyndt en ny, men stadigvæk. Det gik rivende hurtigt.

Samarbejdet med mine skrivebuddies
I forbindelsen med serien udviklede jeg et mere tæt samarbejde med nogle af mine forfatterkolleger. Tidligere læste de først mine bøger, når de var skrevet helt færdige, men med BB-serien ændrede det sig. Jeg havde brug for fokus til at blive færdig med de to første og indførte sammen med en anden forfatter søndagsdeadlines. Hver søndag skulle jeg sende ny tekst til hende, og det holdt mig til ilden.

Søndagsklubben udviklede sig, så vi nu er fire forfattere, der i perioder bombarderer hinandens mailbokse søndag aften.
Samarbejdet fik dog også en anden konsekvens. Jeg har brugt mine kolleger en del til at sparre på tanker og ideer og har fået hjælp, når et problem skulle løses.

Jeg fik færdigskrevet de to første bøger, sendte dem til Forlaget Tellerup og de sagde heldigvis ja! Det blev starten på nogle meget fornøjelige år med BB-crewet.

 



Copyright 2018 by Pernille Eybye